Få vores nyheder på mail

All Inclusive har toppet

Pressemeddelelse   •   Maj 31, 2011 10:15 CEST

All Inclusive tendensen ser med denne sommer ud til at have toppet. 30 % har på nuværende tidspunkt booket et All Inclusive hotel med afrejse i juni, juli eller august mod 35 % sidste år. Hotellejligheder, a la carte hoteller* og villaer øger tilsvarende

”Hotelkonceptet All Inclusive med alt betalt på forhånd er vokset eksplosivt de seneste fem år. For 5 år siden bestilte kun 2 % et hotel med All Inclusive, og så kom kulminationen sidste sommer, hvor 35 % rejste på sommerferie med All Inclusive ’på billetten’. Nu ser det ud til, at konceptet har fundet sit naturlige loft, da efterspørgslen er faldet fra 35 % sidste år til 30 % i år, og danskernes interesse for hotellejligheder, a la carte hoteller og villaer tilsvarende er øget. Dette målt på ferier med afrejse i juni, juli og august”, konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

All Inclusive vil fortsat være mere udbredt, når danskerne tager på sol- og badeferie i løbet af vinteren, da All Inclusive hoteller er i overtal på oversøiske rejsemål, i særdeleshed mod vest.

”Det var ventet, at efterspørgslen på All Inclusive ville stabilisere sig inden for en overskuelig årrække. All Inclusive konceptet har et naturligt loft, og da finanskrisen er passé, er danskerne ikke bange for at bruge flere penge på deres sommerferie. All Inclusive vælges typisk af danskere, der vil kontrollere rejsebudgettet, og som synes, det er komfortabelt med All Inclusive. Mens en sommerferie i hotellejlighed, på et hotel uden All Inclusive eller i villa oftest ønskes af dem, for hvem det er afgørende at komme rundt på destinationen, spise på lokale restauranter, købe lokale råvarer og kokkerere ’hjemme’, få en kulturel oplevelse eller prøve strande, som ikke nødvendigvis ligger nedenfor hotellet. Der er tale om to forskellige sæt af præferencer”, slutter Rikke Koks Andreassen. 

Hvad gælder Apollos 1600 hoteller verden over, tilbydes både All Inclusive, hotellejligheder, hoteller uden All Inclusive og villaer på alle destinationer. All Inclusive er dog som hotelkoncept så godt som ikke eksisterende i Thailand.

 *a la carte hoteller har restauranter og barer, men tilbyder ikke All Inclusive. 

Apollo er Danmarks er blandt de største rejsearrangører i Danmark og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige, Finland og Norge, indgår flyselskabet Novair. Kuoni Scandinavia har 780 medarbejdere og totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1600 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Hovedparten af Apollo Danmarks gæster flyver med SAS.