Få vores nyheder på mail

Apollo støtter nødhjælpsprogram i Syrien

Pressemeddelelse   •   Mar 19, 2015 07:42 CET

I 2014 bidrog de rejsende med Apollo med mere end en halv mio. kr. til SOS-Børnebyerne. Dette beløb blev fordoblet af Apollo således, at mere end en mio. kr. blev doneret. I år går pengene fra det nordiske samarbejde mellem Apollo og SOS-Børnebyerne målrettet til organisationens arbejde i Syrien.

Apollo indledte samarbejdet med SOS-Børnebyerne tilbage i 2004. En stor del af CSR-strategien for Apollo har over årene således været at prioritere børn højt, og det har vist sig, at der fra både kunder og medarbejderes side er stor interesse i, at et barn har mulighed for en tryg opvækst og adgang til uddannelse.

Apollos rejsende har siden 2013 haft mulighed for at bidrage direkte til SOS-Børnebyerne, hver gang de booker en rejse. I 2014 endte dette med et bidrag på hele 511.950 kr. fra kunderne alene. Apollo fordoblede dette beløb og har dermed kunnet bidrage med mere end 1 mio. kr. til SOS-Børnebyernes arbejde.

”Som rejsearrangør besøger vi lande rundt omkring i verden, hvor vi oplever, at børn er udsatte og har brug for hjælp. Derfor falder det os meget naturligt at arbejde på at give udsatte børn trygge rammer og beskyttelse,” mener Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

At bidrage til arbejdet i Syrien virker netop nu som et helt oplagt valg set i lyset af den humanitære situation, der fortsat er katastrofal, samt det faktum, at børnene i Syrien er særligt udsatte og mange traumatiseret for livet.

”Situationen i Syrien er en af verdens mest akutte kriser. Over syv millioner børn er ramt, og vi tror og håber på, at Apollos bidrag kan gøre en forskel for de børn og familier, der berøres af den brutale krig,” siger Catharina Gehrke, generalsekretær for SOS-Børnebyerne.

Apollo bidrager med penge til et nødhjælpsprogram, der omfatter familier i Damaskus og omegn, Aleppo og i kystområdet omkring byen Tartus. Fokus er på at nå ud til befolkningen ud fra fem områder:

  • Mad og næring
  • Grundlæggende ting (hygiejne, tøj)
  • Vand og sanitet
  • Uddannelse
  • Beskyttelse af efterladte børn

Apollo er blandt de største rejsearrangører i Danmark og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den nordiske del af koncernen hedder Kuoni Nordic, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige, Finland og Norge, indgår flyselskabet Novair og Falk Lauritsen, Lime Travel, Golf Plaisir og Krone Golf Tours. Kuoni Nordic har 780 medarbejdere og totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1450 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. 

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument