Få vores nyheder på mail

Bæredygtighed og dyrevelfærd fylder ved køledisken

Pressemeddelelse   •   Apr 18, 2016 07:39 CEST

Når vi bestiller en ferie, er pris og tryghed dog vigtigere

Buræg er på vej væk fra supermarkedets kølediske. Økologi og bæredygtighed går frem, når vi fylder indkøbskurven. Mange rejseselskaber har desuden sat fokus på, at dyr skal have det godt, og at rejsen skal være så bæredygtig som muligt. Men når vi danskere bestiller en rejse, er det tilsyneladende hverken bæredygtighed eller dyrevelfærd, vi skeler til. Vi vil i stedet have tryghed og god værdi for vores penge. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere fra hele landet.

Når rejseselskaber tager elefantridning af deres udflugtsprogram, er vi mange, der jubler. Men dyrevelfærd er ikke noget, vi tilsyneladende skeler til, når vi skal bestille en udflugt på ferien. Blot 3 pct. af de adspurgte danskere i en repræsentativ undersøgelse angiver således, at det er vigtigt for dem, at charterferiens udflugter har fokus på dyrevelfærd.

Og mens dyrevelfærd er noget, flere og flere skeler til, når de lægger en kylling eller bøf i indkøbsvognen, så tilkendegiver blot 4 pct., at det er vigtigt for dem, at ferien er så bæredygtig som mulig.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere fra hele landet.

Charterferiens tryghed og pris fylder mere
Det, vi danskere i stedet forbinder med at tage på charterferie, er tryghed og god værdi for pengene.

Hver femte (20 pct.) forbinder således charterferie med en tryg rejse, mens knap hver femte (17 pct.) fremhæver, at charterrejser giver god værdi for pengene.

”Som branche har vi gjort noget rigtigt, når så mange mener, at det er både trygt og godt at bestille en charterferie, og så må vi som branche vurdere, om vi vil sende trygge og glade danskere, der føler, at de får god værdi for deres penge, af sted på ferie, med god samvittighed,” mener Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

”Vi var nogle af de første i Danmark, der satte fokus på bl.a. elefantridning og dyrevelfærd i det hele taget samt på, at vores hoteller skulle have en bæredygtig profil. Men det betyder ikke, at det er noget, vores kunder som sådan efterspørger, og det behøver de sådan set heller ikke. Men som virksomhed har vi valgt, at vi skal gøre vores for at sætte færrest mulige aftryk. Det kan være, der er nogle få, der vælger at rejse med os på baggrund af dette, men det vil nok aldrig være den eneste årsag.”

Bæredygtige rejser er kommet for at blive
Allerede i 2014 tog Apollo elefantridning af udflugtsprogrammet og proklamerede i øvrigt, at de ville drive dyrevenlig turisme.

Sidste år blev Apollo desuden Travelife certificerede, hvilket betyder, at virksomheden forpligter sig til at forbruge færre ressourcer i dagligdagen på kontoret samt til at drive bæredygtige projekter på hoteller rundt omkring i verden.

”Ligesom den enkelte dansker primært skal putte økologisk mælk og bæredygtige bananer i indkøbskurven for sin egen skyld, så er vi også primært nødt til at kunne se formålet med bæredygtige og dyrevenlige initiativer hos os selv. Og så tror jeg i øvrigt, der stille og roligt vil komme mere og mere fokus på dette, når vi rejser på ferie. Det er der jo lidt nødt til, hvis vi vil blive ved med at rejse i det omfang, som vi danskere gør,” forklarer Glenn Bisgaard.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier og krydstogt samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Krone Golf, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, Apollo Travel Group. Apollo Travel Group har cirka 900 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, der rejser til destinationer i hele verden.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument