Få vores nyheder på mail

Danskerne foretrækker det italienske feriekøkken

Pressemeddelelse   •   Okt 26, 2015 11:26 CET

Der gik en jyde, en fynbo og en københavner ind på en restaurant på ferien. Chancen for, at de alle bestilte en pizza er stor. Men herfra skiller vandene sig også. Danskerne er vilde med det italienske feriekøkken, og fire ud af ti fortrækker at sætte tænderne i en klassisk spaghetti, en veldrejet pizza eller en delikat tiramisu, når feriemiddagen skal bestilles. Resten af feriemenuen splitter dog landsdelene. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere.


Det støvleformede land med de mange solskinstimer, skønne olivenlunde og de ekstravagante modehuse har en stor plads i mange danskeres hjerter, og specielt landets udsøgte køkken er rigtig mange så glade for, at de har importeret store dele af det til deres eget køkken.

Når vi skal vælge feriemad, så er det da også det italienske køkken, som flest danskere peger på som favorit. Fire ud af ti (42 pct.) foretrækker således det italienske feriekøkken på ferien.

Kun knap halvt så mange (23 pct.) foretrækker tapas og det spanske køkken på tallerkenen. Lige så mange (23 pct.) er tilhængere af feta, tomatsalat, tzatziki og det øvrige græske køkken.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere fra hele landet.

Midtjyder og sjællændere går sammen på græsk taverna
Når pizzaen, pastaen med olivenolie og det gode glas vin er indtaget på ferien. Går de forskellige regioner dog hver til sit og indtager hvert deres køkken.

Mens alle, på nær sønderjyderne og bornholmerne, på tværs af landet peger på det italienske feriekøkken som absolut favorit, så er der stor forskel på, hvad der ellers ligger på listen over favoritkøkkener på ferien.

Efter en tur på den italienske restaurant fortsætter nordjyderne, fynboerne og folk fra hovedstadsregionen nemlig til en spansk restaurant, mens midtjyder og sjællændere går ud og spiser græsk.

Sønderjyderne derimod starter deres tour-de-feriekøkken på en græsk restaurant og fortsætter dernæst til en italiensk. Mens bornholmerne starter med tapas fra det spanske køkken og bevæger sig videre til burgere og milkshakes i det amerikanske feriekøkken.

”At rejse rundt i hverdagen handler for mange af os også om at møde nye kulinariske oplevelser og udfordringer. Alle køkkener har naturligvis deres charme, men der er bare nogle retter, der oser mere af ferie end andre. Det er retter, som vi ofte får i modificeret form herhjemme, men som man i virkeligheden kun kan opleve på ferien – en virkelig vellavet moussaka skal man næsten til Grækenland for at nyde, og den helt rigtige italienske pizza skal man afprøve en del pizzeriaer i landet for at finde,” mener Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

Jyderne vil gerne spise dansk
Der er derimod ingen danskere, der har det danske feriekøkken som absolut favorit. Men der er en tendens til, at jyderne er gladere for det danske køkken end gennemsnittet.

Således peger hver femte sønderjyde (21 pct.) og hver femte midtjyde (19 pct.) på dansk smørrebrød eller god dansk sild som noget af det ypperste på ferien.

Blandt københavnerne peger blot hver tiende (11 pct.) på det danske køkken som en feriefavorit.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier og krydstogt samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Krone Golf, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, Apollo Travel Group. Apollo Travel Group har cirka 900 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, der rejser til destinationer i hele verden.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument