Få vores nyheder på mail

En uges ferie er den optimale rejselængde

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2020 09:43 CET

En enkelt overnatning er for lidt. En måned er for meget for de fleste. Fire ud af ti (42 pct.) af danskerne foretrækker, at udenlandsrejsen varer i en uges tid – hverken mere eller mindre. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt mere end 1.000 danskere fra hele landet.

Kufferten er pakket, ferien venter lige om hjørnet. Og chancen for, at der er pakket lige præcis syv par sokker, syv par underbukser og vatpinde nok til lige omkring en uge, er stor. Størstedelen af danskerne foretrækker nemlig, at rejsen udenlands varer en uges tid.

Fire ud af ti (42 pct.) svarer således i en undersøgelse, at den optimale ferielængde, når de rejser udenlands, er lige omkring en uge.

Undersøgelsen er foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere.

Københavnere vil have længere ferier
Selvom der gennemsnitligt er bred enighed køn, region og alder i mellem, at en uges tid er en god ferielængde, så er der alligevel tendens til, at flere i hovedstadsområdet hælder til en længere udenlandsrejse end landsgennemsnittet.

Hver fjerde (25 pct.) fra hovedstaden hælder således til to ugers ferie, mens blot hver tredje (35 pct.) er til en uges ferie. Sammenlignet hermed synes mindre end hver tiende nordjyde (8 pct.), at en ferie bør vare i to uger. Her er knap hver anden (47 pct.) tilhænger af en uges ferie.

”Generelt er syv-otte dages ferie det, vi sælger mest af – uanset hvor i landet, folk rejser fra. I langt de fleste skoleferier, som stadig er højsæson for rejser hos os, har vi en uge at gøre godt med, og derfor rejser de fleste af os en uge. I skolernes sommerferie vælger flere dog to uger, og så ser vi desuden flere og flere, der vælger at rejse i både to og tre uger over vinteren, hvor mange af os trænger til at komme væk – og gerne i lidt mere end en uges tid,” forklarer Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.

I resten af landet er 44 pct. af midtjyderne til en uges ferie, mens 19 pct. er til to ugers ferie. Hver anden sønderjyde (47 pct.) hælder til en uges ferie, mens 16 pct. hælder til to. For Fyn og øerne gælder det, at knap hver anden (47 pct.) foretrækker en uges ferie, mens lidt mere end hver tiende (12 pct.) foretrækker to uger på langs. Og på resten af Sjælland foretrækker 43 pct. en uges ferie, og 18 pct. foretrækker to.

Rejser vi med børn, rejser vi helst en uge
Udover forskelle i rejselyst på tværs af landet, så er der også forskel på, hvor lang tid børnefamilier og dem uden hjemmeboende børn foretrækker at rejse.

Således hælder børnefamilierne mere til en uges ferie (46 pct.) end dem uden hjemmeboende børn (40 pct.)

Om Apollo Rejser
Apollo Rejser er en af Nordens førende rejsearrangører med næsten 400 medarbejdere og en million rejsende om året. Med os kan kunderne rejse til hele verden, uanset om de vil på en afslappende sol- og badeferie, en træningsuge i varmen eller tilbringe en weekend i en spændende storby. Vi arrangerer pakkerejser, træningsrejser, krydstogter og storbyrejser. Desuden tilbyder vi tryg og sikker bookning af fly og hotel separat, hvis kunden foretrækker selv at sammensætte sin rejse.

Apollo Rejser udgør, sammen med flyselskabet Novair, specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtravel samt sportsresortet Playitas, gruppen DER Touristik Nordic AB. Vi har siden 2015 været en del af den privatejede tyske koncern REWE med over 300.000 medarbejdere.

Apollo Rejser arbejder aktivt for bæredygtige rejser og socialt ansvar, og vi samarbejder med SOS Børnebyer, Ecpat og SOK (Sveriges Olympiske Komité). Apollo Rejser har været Travelife-certificerede siden 2016. Læs mere på www.apollorejser.dk.

Vedhæftede filer

PDF-dokument