Få vores nyheder på mail

Hver tiende juleshopper i udlandet i år

Pressemeddelelse   •   Nov 28, 2017 07:43 CET

Julemarkederne i Hamborg er populære blandt danskere, der rejser ud for at handle julegaver.

Primært Tysklands julebyer lokker med Glühwein og gode priser

Det kan godt være, at en hel del julegaver købes på nettet. Men mange dyrker også stadig traditionen med at hive en weekend ud af kalenderen i julemåneden for at nyde en storbyferie tilsat julegaveindkøb i juledekorerede omgivelser. Hver tiende (10 pct.) vælger således i år at trække stikket fra hverdagen for at julehygge med tilhørende gaveshopping i udlandet – særligt i de tyske julebyer syd for grænsen. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.022 danskere fra hele landet.

Glühwein, Lebkuchen, en stemningsfyldt gåtur langs Nordtysklands længste julemarked og så lige julegaveindkøb til mor, lillebror og ungerne.

Hver tiende dansker (10 pct.) forventer i år at klare nogle eller alle deres julegaver i udlandet.

Mange vælger i den forbindelse at tage syd for grænsen til Flensborg eller Hamborg. Men London er også en klassiker, når det handler om at finde julegaver til familie og venner og er således også en yndet destination, når året gaver indkøbes i udlandet.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.022 danskere fra hele landet.

Hygge i Nordtyskland med gode priser
De stemningsfyldte og hyggelige julemarkeder i Nordtyskland ser ud til at lokke mange af os danskere ned over grænsen. Det er således endnu engang Flensborg, der med sit kendte julemarked, der kendetegnes ved at være Nordtysklands længste af slagsen, lokker flest dansker til.

Dog vælger mange også at køre det lille ekstra stræk for at nyde julestemningen i Hamborg på byens mange forskellige julemarkeder.

”Over de senere år er Tyskland blevet en mere og mere yndet rejsedestination blandt danskerne. Det er nemt, det er billigt, og de tyske storbyer kan i særdeleshed noget, når det handler om at skabe autentisk julehygge med alt, hvad dertil hører. Der er London, som mange også har tradition for at rejse til for at juleshoppe, noget lidt andet og mere storslået,” lyder det fra Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

London lokker med storslået shopping
Harrod’s hjemby indtager da også tredjepladsen på listen over destinationer, som danskerne forventer at lægge hele eller dele af deres julegavebudget i denne jul.

”Enten er man nok til det ene eller andet. De hyggelige julemarkeder i det nordtyske eller de storslåede stormagasiner i London. Heldigvis er begge dele kun en kort rejse væk, så man har masser af tid til at julehygge og få købt de julegaver, som man har udset sig, også selvom man kun har få dage. Og så spiller det nok også ind, at man får ret meget for sine penge i bl.a. London lige nu,” lyder det fra Glenn Bisgaard.

Netop London er da også den by, som Apollo selv har solgt flest såkaldte fleksible storbyrejser til i løbet af julemåneden.

”London er og bliver en klassiker, når det handler om julehygge kombineret med storby og shopping. Hele byen og de meget forskellige bydele går ’all in’ på jul, og det er der mange, der rigtigt godt kan lide. Selvom Manchester endnu ikke er nået op i top 5, når det handler om svipture i december, så ser vi dog også en øget interesse blandt vores rejsende netop der. Jeg tror, det hænger sammen med, at Manchester er nyere for danskerne, og at man, hvis man sammenligner med fx London, får lidt mere for pengene,” slutter Glenn Bisgaard.

Efter London er de mest yndede storbydestinationer i december hos Apollo Barcelona, Rom, Prag og Paris.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier, cityrejser og krydstogtferier samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, gruppen DER Touristik Nordic AB. Apollo Travel Group har cirka 500 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, som rejser til destinationer i hele verden.

Apollo har siden 2015 været en del af den privatejede tyske koncern REWE med mere end 300.000 medarbejdere. Apollo arbejder aktivt for holdbare rejser og det sociale ansvar og samarbejder med bl.a. SOS Børnebyerne, Ecpat og Sveriges Olympiske Komité. Apollo er Travelife certificerede siden 2014.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument