Få vores nyheder på mail

Hver tredje får pulsen op på ferien

Pressemeddelelse   •   Dec 26, 2018 07:09 CET

Motionspræget træning hitter, når vi holder ferie

Man behøver ikke længere være typen, der træner op til triatlon eller maraton for at sætte pris på at få pulsen op på ferien. Aktiv ferie er for alle uanset alder og konditionsniveau. Hver tredje dansker (34 pct.) udnytter da også ferien til at få sved på panden af andet end solens varme. Særligt mere motionspræget træning såsom svømning, en rask gåtur og golf, er populært på ferien, fortæller hver femte (18 pct.) Knap hver tiende (8 pct.) lader dog ofte ferietræningen blive ved tanken, selvom den gode intention er der. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt mere end 1.000 danskere.

En rask cykel- eller løbetur i området, en tur i morgenmadsbuffeten og så en række baner i hotellets pool inden frokost.

Træning på ferien er for alle, og aktiv ferie har over de senere år været i vækst.

Hver tredje dansker (34 pct.) fortæller da også, at de udnytter ferien til at få mere eller mindre sved på panden. Særligt motionsprægede aktiviteter er dog populære, når der står ferie i kalenderen.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.017 danskere fra hele landet.

Nemmere at træne på ferien
Mens mange trækker i løbesko, svømmebriller og træningstights på ferien, så er der dog også nogle, hvor træningen bliver ved tanken, og løbeskoene derfor ikke nødvendigvis altid kommer op ad kufferten. Knap hver tiende (8 pct.) fortæller således, at de har intentionen om at udnytte ferien til at få pulsen op, men at det sjældent bliver virkelighed.

”Der skal naturligvis være plads til at ’holde ferie’ fra det hele, når man holder ferie. Det er trods alt det vigtigste. Men vi oplever ofte, at bare det, at mange af vores hoteller har gode træningsfaciliteter og flere også holdtræning for forskellige niveauer, gør, at man rent faktisk kommer afsted til træning på hotellet eller, at man udnytter den opvarmede pool til at tage nogle baner, fordi det er nemt, når man har faciliteterne lige ude foran værelset,” fortæller Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Stor efterspørgsel på aktiv ferie
Netop Apollo har da også i en længere årrække satset på at tilbyde aktiv ferie til deres rejsegæster.

Senest har rejseudbyderen tilføjet sportsresortet Aqua Vista – Powered by Playitas til det voksende sortiment af muligheder for at træne på ferien. Resortet er udtænkt og drevet i et samarbejde mellem Apollo og Playitas, som i forvejen driver sportshoteller på Fuerteventura. Udover træningsfaciliteter tilbyder resortet også forskellige bootcamps fordelt ud over de forskellige rejsesæsoner.

”Vi har reageret på en stigende efterspørgsel efter sportshoteller blandt gæsterne. De efterspørger flere muligheder for at være aktive på ferien i den ene eller anden grad, og på vores nye sportsresort i Hurghada har vi bl.a. sørget for et stort CrossFit-område samt padeltennisbaner, som er to træningsformer, der er i vækst på tværs af de nordiske lande. Herudover har vi, som på flere af vores andre sportsresorts, tilknyttet en lang række spændende instruktører, specialister og organisationer, som varetager træningen i perioder,” fortæller han.

Aqua Vista – Powered by Playitas i Hurghada er det første af sin slags i Egypten og det 15. sportshotel under Apollo Sports-paraplyen, og Apollo afviser ikke, at der er flere på vej.

”Gæsterne til flere sportshoteller er der helt sikkert. Og de bliver hele tiden flere og flere. Men inden vi åbner et decideret sportshotel, der bliver en del af Apollo Sports-konceptet, er der en lang række faktorer, der skal være på plads. Der skal være næsten uanede muligheder for at være aktiv på og omkring hotellet, og det skal være en vis standard, så det er en længerevarende proces.”

Om Apollo Rejser
Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører med næsten 400 medarbejdere og en million rejsende om året. Med os kan kunderne rejse til hele verden, uanset om de vil på en afslappende sol- og badeferie, en træningsuge i varmen eller tilbringe en weekend i en spændende storby. Vi arrangerer pakkerejser, træningsrejser, krydstogter og storbyrejser. Desuden tilbyder vi tryg og sikker bookning af fly og hotel separat, hvis kunden foretrækker selv at sammensætte sin rejse.

Apollo udgør, sammen med flyselskabet Novair, specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtravel samt sportsresortet Playitas, gruppen DER Touristik Nordic AB. Vi har siden 2015 været en del af den privatejede tyske koncern REWE med over 300.000 medarbejdere.

Apollo arbejder aktivt for bæredygtige rejser og socialt ansvar, og vi samarbejder med SOS Børnebyer, Ecpat og SOK (Sveriges Olympiske Komité). Apollo har været Travelife-certificerede siden 2016. Læs mere på www.apollorejser.dk.

Vedhæftede filer

PDF-dokument