Få vores nyheder på mail

Interessen for fleksible og unikke produkter er fordoblet

Pressemeddelelse   •   Maj 30, 2012 08:58 CEST

Danskerne rejser mere og mere fleksibelt og individuelt. Og vil i højere og højere grad selv sammensætte og dermed skabe deres egen rejse. Herudover er danskerne i stigende grad interesserede i rejseoplevelser, hvor unikke specialister og eksperter er rejseledere. Rejser, som kun gennnemføres én gang.

”Flest danskere vil stadigvæk på badeferie, når de skal beslutte sig for årets ferie, men flere og flere både par og familier vil have en helt enestående rejse, som ingen andre i vennekredsen har været på. Dels ser vi en kraftig stigning i de fleksible rejser, hvor kunden sammen med en rejsekonsulent sammensætter sin egen rejse på tværs af flere kontinenter. Dels ser vi en kraftig øgning i interessen for unikke rundrejser med specialister eller eksperter, som kun gennemføres én gang. Interessen for de fleksible og unikke produkter er fordoblet på bare et år, viser en opgørelse. Danskerne vil med andre ord opleve noget helt unikt, som de kan berette om ved hjemkomst, og som naboen ikke har prøvet først. Det er de individuelle oplevelser, der tæller i dag”, konstaterer Rikke Koks Andreassen.

De fleksible rejser, hvor rejserute, seværdigheder, naturoplevelser, hoteller og meget andet, er i spil, vækster meget i disse år. De fleksible rejser ligger typisk i den dyre ende af rejsespektret og kan koste 50.000 – 100.000 kr. pr. person. I de tilfælde er der tale om længerevarende rejser over store afstande og til flere forskellige lande, måske med krydstogt indbygget, business class på fly, eller meget særlige hoteller.

Hvad gælder unikke rundrejser med specialister eller eksperter som rundrejseledere er det især livsnyderture til Italien og kulturelle rundrejser til helt specielle områder, som danskerne vil på.  

Myanmar ligger på en førsteplads

”Hvad gælder de længerevarende rundrejser, er det lande som Myanmar, Indien, Cuba, Israel og Jordan, der ryger ind på en top-fem for kommende vinter. Helt enestående er det, at Myanmar er det mest populære rundrejseland for danskerne, og man kan konkludere, at danskerne på de store rejser vil have første parket til den internationale historieskrivning. Vi ser også allerede gode tendenser på de relativt dyre rundrejser til Australien og New Zealand, som varer cirka tre uger hver. Slutteligt konstaterer vi med glæde, at Thailand og Egypten igen efterspørges som rundrejselande efter nogle sæsoner med tilbageholdenhed”, slutter Rikke Koks Andreassen.

Apollo tilbyder rundrejser til det meste af verden, fx Australien, Cuba, USA, Indonesien, Israel, Jordan, Thailand, Nepal, Indien, Sydafrika og mange andre. Rundrejserne varer typisk 2-3 uger og bevæger sig rundt i respektive lande med typisk kun en overnatning eller to hvert sted. Prismæssigt varierer de fra ca. 10.000 - 50.000,- kr.

Apollo sender cirka 5000 rundrejsegæster af sted til vinter, og hvad gælder antallet af fleksible rejsende, ligger tallet næste vinter på cirka 4000 danskere.

Top-fem over vinterens rundrejser:

  1. Myanmar
  2. Indien
  3. Cuba
  4. Israel
  5. Jordan

 

For mere information:

Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef Apollo Danmark, mobil: +45 22201340

 

Apollo er blandt de største rejsearrangører i Danmark og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den nordiske del af koncernen hedder Kuoni Nordic, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige, Finland og Norge, indgår flyselskabet Novair og Falk Lauritsen, Lime Travel, Golf Plaisir og Krone Golf Tours. Kuoni Nordic har 780 medarbejdere og totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1450 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Hovedparten af Apollo Danmarks gæster flyver med SAS.