Få vores nyheder på mail

Kuoni Scandinavia, Apollo, tredobler resultatet

Pressemeddelelse   •   Mar 24, 2011 13:46 CET

Kuoni Scandinavia næsten tredobler resultatet for 2010, hvorved det bliver det bedste i selskabets historie. Omsætningen øges til 6,1 milliarder DKK, mens resultatet (EBIT) ender på 325 mio. DKK før ekstraordinære poster. Det stærke resultat gør på ny den skandinaviske division til en af de mest indbringende Kuoni-divisioner overhovedet

Kuoni Scandinavia, som bl.a. tæller Apollo og Falk Lauritsen, fortsætter med at øge resultat og omsætning og har i 2010 tredoblet i forhold til 2009. Gruppen er dermed også en af de bedst indtjenende divisioner i den verdensomspændende rejsekoncern, Kuoni.

 ”Kuoni Scandinavia har haft et ekstraordinært godt år i 2010 til trods for svækkede konjunkturer i begyndelsen af året, askesky og uroligheder i Bangkok. Ikke desto mindre har vi forbedret omsætning og resultat markant, og det skyldes ikke mindst et meget fornuftigt salg i alle højsæsonsperioder, hvor udbud har matchet efterspørgsel, og ligeledes et højere salg end sidste år udenfor højsæsonsperioderne med gode snitpriser til følge”, konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Skandinaverne, og ikke mindst danskerne, rejser igen på et meget højt niveau, og det gælder ikke kun sommerferien men også uge 7, uge 42 og vinteren generelt set. Flere og flere tager fx på en uges sommerferie til Middelhavet og supplerer med to ugers oversøisk ferie i løbet af vinteren.  

Høj kvalitet og fokus på tidssvarende produkter er nøglen til succes.

”Kvalitet og komfort i alle geledder af rejsen er et must, og også en af forklaringerne på, at Kuoni Scandinavia har haft et så succesfuldt år i 2010. Vi har igennem en længere periode fokuseret meget på kvalitet på alle vores 1600 hoteller rundt om i verden, i alle kategorier, og kommunikeret det til markederne. Kvalitet, komfort og tryghed er for alvor det, der gør, at danskeren vil rejse med et rejseselskab frem for på egen hånd”, slutter Rikke Koks Andreassen. 

I 2011 er opmærksomheden rettet mod den politiske udvikling i Nordafrika for hurtigt at kunne omstille sig, hvis det skulle vise sig nødvendigt. En af Kuoni Scandinavias forcer i den sammenhæng er en fleksibel forretningsmodel og høj omstillingsparathed, fx hvad gælder alternative, attraktive rejsemål.

Moderselskabet Kuoni Ltd, som er registreret på Børsen i Zürich, rapporterer en omsætningsøgning på 2,3 procent til CHF 3984 millioner. Resultatet (EBIT) steg i 2010 til CHF 58,4 millioner.

Apollo er Danmarks tredjestørste rejsearrangør og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige og Norge, indgår flyselskabet Novair. Kuoni Scandinavia har 780 medarbejdere og har totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1.600 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Playitas er det nye, store sportsresort på Fuerteventura.