Få vores nyheder på mail

”Mand” vil have Wi-Fi på hotellet

Pressemeddelelse   •   Jun 23, 2016 07:54 CEST

Hver fjerde dansker vælger hotel efter, at der er Wi-Fi på værelset

Online derhjemme, på job og på farten. Vi danskere er så vant til at være fæstnet til tablets og smartphones, at mange af os har svært ved at logge af – også når vi er på ferie. Når vi derfor vælger hotel til ferien, går mange af os således efter, at vi kan surfe, streame, tjekke mails og tilgå de sociale medier uden problemer. Hver fjerde (25 pct.) vælger da også hotel efter, om der tilbydes Wi-Fi på værelset. Specielt mænd (28 pct.) har et godt øje til at kunne surfe direkte fra hotelsengen.

Middagen er indtaget, ungerne lagt i seng, og nu skal der hygges med en film på iPad’en ligesom så mange aftner derhjemme. Det er vist scenariet på mange hotelværelser rundt omkring i verden.

Men det kan blive en dyr fornøjelse at opretholde vores onlinevaner på ferien, hvis ikke vi er udstyret med et udvidet telefonabonnement, der sikrer onlinetilgængelighed 24/7 i udlandet.

Mange hoteller tilbyder dog efterhånden Wi-Fi på værelset, og det er mange danskere begejstret for. I hvert tilfælde vælger hver fjerde dansker (25 pct.) hotel til ferien efter, om de kan gå direkte på nettet fra deres hotelværelse.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 respondenter fra hele landet.

Mænd er særligt glade for onlinetid
Specielt de mandlige feriegæster har på forhånd for deres hotelophold tjekket, at hotellet nu også tilbyder Wi-Fi på værelset.

28 pct. af mændene angiver nemlig, at de lægger vægt på Wi-Fi på værelset, når de skal vælge hotel til ferien. Det samme gælder 21 pct. af kvinderne.

”For blot få år siden skulle man ofte i receptionen, hvis man ville tjekke mails eller nyheder på telefonen fra hotellet. Det resulterede i, at mange tilbragte adskillige ferieaftner i hotellets reception i stedet for at slappe af med familien på værelset. Men i dag tilbyder langt de fleste af vores hoteller heldigvis Wi-Fi på værelset, så vores gæster kan nyde hinandens selskab og stadig tjekke mails eller se en serie på telefonen, hvis de vil det”, fortæller Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Udover Wi-Fi på hotelværelset lægger mange af os desuden vægt på antal hotelstjerner, samt beliggenhed (gerne tæt på by eller strand) og pris, når vi skal vælge hotel til vores ferie. Mange kigger desuden på, om hotellet tilbyder morgenmad.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier og krydstogt samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Krone Golf, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, Apollo Travel Group. Apollo Travel Group har cirka 900 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, der rejser til destinationer i hele verden.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument