Pressemeddelelse -
Endelig flyver Apollo igen – og danskernes rejselyst er stor!
I dag går startskuddet endelig for Apollos sommerrejser. Efter 7 måneders nedlukning flyver rejsearrangøren igen direkte fra København til strandparadiset Fuerteventura, og salget af årets rejser går over al forventning.
“Der er ingen tvivl om, at danskerne har stor lyst til at rejse på charterferie! De sidste par uger har vi haft over dobbelt så mange bookinger af sommerrejser sammenlignet med de foregående uger. Samtidigt ser vi også en markant stigning i salget af både efterårs- og vinterrejser", fortæller Glenn Bisgaard, Salgschef hos Apollo Danmark.
Grundet de gældende rejsevejledninger flyver Apollo foreløbigt kun til Fuerteventura, hvor det populære Apollo sportshotel Playitas Resort udmærker sig som den absolutte favorit. Her får danskerne den ultimative kombination af høj puls i et af Europas største sportsresorts kombineret med muligheden for at slappe af ved poolen eller den lange strand. Apollo har også åbnet for pakkerejser til det velkendte Mallorca med første afgang den 19. juni fra København.
Grækenland er stadig favoritten
Det er alligevel Grækenland, som endnu engang ser ud til at blive den helt store vinder denne sommer. Hele 7 ud af 10 bookinger går indtil videre til et græsk rejsemål, og hvis rejsevejledningerne er med Apollo, så vil første flyvning til Grækenland forhåbentligt afgå den 11. juni til Kreta fra København.
”Grækenland er i fuld gang med en kontrolleret genåbning af landet, og vores samarbejdspartnere står klar til at tage imod vores gæster med åbne arme, og give dem en ferie i trygge rammer. Vi ved, at længslen efter at rejse er stor blandt danskerne, så vi glæder os meget til at kunne sende danskerne på ferie i Grækenland igen. I tillæg til det har vi også valgt at forlænge sæsonen til flere af vores græske rejsemål i efteråret, så det bliver muligt for så mange som muligt at rejse, hvis de ønsker det”, siger Glenn.
Det er trygt at bestille
Gennem pandemien har Apollo indført mere fleksible bookingbetingelser for sine kunder, og trygheden samt fleksibiliteten har medført en øget interesse for charterrejser. Rejsearrangørens kunder har blandt andet mulighed for at ombooke sin rejse frem til 14 dage før afrejse, og i tillæg giver Apollo også tilbagebetalingsgaranti på 7 dage, hvis rejsen skulle blive annulleret på grund af rejsevejledningerne.
”I usikre tider øges behovet for tryghed, og jeg er stolt over at kunne sige, at det aldrig har været enklere, tryggere eller mere fleksibelt at bestille en rejse hos os end det er i dag. Apollo er det trygge valg”, fastslår Bisgaard.
I første omgang var de mere fleksible betingelser kun gældende for sommerens rejser. Men på grund af den markante øgning i efterspørgslen af rejser til vinter, har Apollo valgt at udvide sin ’Tryghedspakke’, så det gælder helt frem til april 2022 – som den eneste rejsearrangør i Norden.
Oversigt over Apollos første flyvninger denne sommer:
Fra København:
Fuerteventura: 27/5
Kreta: 11/6
Samos: 12/6
Rhodos: 13/6
Karpathos: 13/6
Parga, Sivota, Lefkas: 14/6
Zakynthos: 15/6
Kos: 18/6
Mallorca: 19/6
Lesvos: 20/6
Limnos: 26/6
Kroatien: 26/6
Cypern: 3/7
Fra Billund:
Fuerteventura: 30/5
Kreta: 12/6
Rhodos: 13/6
Parga, Sivota, Lefkas: 21/6
Fra Aalborg:
Kreta: 26/6
Related links
Emner
Kategorier
Om Apollo Rejser
Apollo Rejser er en af Nordens førende rejsearrangører med næsten 400 medarbejdere og en million rejsende om året. Med os kan kunderne rejse til hele verden, uanset om de vil på en afslappende sol- og badeferie, en træningsuge i varmen eller tilbringe en weekend i en spændende storby. Vi arrangerer pakkerejser, træningsrejser, krydstogter og storbyrejser. Desuden tilbyder vi tryg og sikker bookning af fly og hotel separat, hvis kunden foretrækker selv at sammensætte sin rejse.
Apollo Rejser udgør, sammen med flyselskabet Novair, specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtravel samt sportsresortet Playitas, gruppen DER Touristik Nordic AB. Vi har siden 2015 været en del af den privatejede tyske koncern REWE med over 300.000 medarbejdere.
Apollo Rejser arbejder aktivt for bæredygtige rejser og socialt ansvar, og vi samarbejder med SOS Børnebyer, Ecpat og SOK (Sveriges Olympiske Komité). Apollo Rejser har været Travelife-certificerede siden 2016. Læs mere på www.apollorejser.dk.